Jul i USA: Fem stemningsfulde juleoplevelser i 2026

Solvang, Californien – Dansk julehygge under Californiens sol

I den charmerende californiske by Solvang kan besøgende opleve et lille stykke Danmark under Solvang Julefest fra den 27. november 2026 til den 3. januar 2027. Med danske bindingsværkshuse, hyggelige bagerier og landsbystemning kombinerer byen nordiske juletraditioner med Californiens afslappede atmosfære.

Den «danske by» Solvang ligger omkring 55 km nordvest for Santa Barbara, Californien. Los Angeles ligger omkring 200 km væk (Foto: Mat Willder)

Solvang Julefest byder på en hel måned med festlige oplevelser som juletræstænding, parade med mere end 400 deltagere, udendørs julemarkeder, musik og lysende dekorationer. Familier kan gå på nissejagt i byens gader, besøge julemandens landsby og opleve guidede ture med fortællinger om dansk juletradition og H.C. Andersen. Hver aften oplyses Solvang Park desuden af et stemningsfuldt lys- og musikshow.

Nytåret fejres også med et dansk twist, når Copenhagen Countdown den 31. december markerer det nye år i Danmark med livemusik og en festlig nedtælling i Solvang. Besøgende kan samtidig udforske Santa Ynez Valleys vingårde og restauranter.

Fort Myers, Florida – Julestemning under palmerne

Fort Myers på Floridas sydvestkyst byder på sol og varme for nordiske rejsende, der ønsker at holde vinterferie i mildere omgivelser og nyde en pause fra kulden derhjemme. Med behagelige dagtemperaturer, der ofte ligger i midten af 20’erne, byder vinteren på ideelle betingelser for at opleve områdets strande, øer og festlige juletraditioner med et tropisk twist.

I december forvandles Fort Myers til et festligt vinterparadis, hvor historiske seværdigheder, stemningsfulde arrangementer og aktiviteter langs vandet skaber en helt særlig amerikansk julestemning.

Fort Myers ligger i det sydvestlige Florida, omkring 200 km syd for Tampa. Miami ligger omkring 260 km væk (Foto: Fort Myers – Islands, Beaches and Neighborhoods)

Et af sæsonens store højdepunkter er de ikoniske Edison & Ford Winter Estates, hvor opfinder Thomas Edison og bilpioneren Henry Ford tidligere tilbragte deres vintre. Under det årlige arrangement Holiday Nights bliver den 20 hektar store ejendom ved floden oplyst af tusindvis af julelys, mens haverne og de historiske hjem pyntes med klassisk juleudsmykning.

Her kan besøgende opleve livemusik, madboder, særlige arrangementer og besøg af julemanden samt finde julegaver i den charmerende Ford Cottage Shoppe. De funklende juletræer hylder samtidig Edison, der var med til at udvikle den praktiske glødepære, og gør besøget til en stemningsfuld oplevelse for både familier og par. Når julelysene tændes, og temperaturerne stadig indbyder til udendørsliv, får julen i Fort Myers sin helt egen charme.

Seattle, Washington – Nordiske juletraditioner på den anden side af Atlanten

Fra den 20. til 22. november 2026 inviterer National Nordic Museum i Seattle til Julefest. Julefest er en festlig fejring af nordiske juletraditioner, hvor skandinavisk kultur, gastronomi og håndværk mødes. Arrangementet finder sted i bydelen Ballard og byder på en autentisk nordisk juleoplevelse med livemusik, hyggelige markedsboder og aktiviteter for hele familien.

Seattle er den største by i staten Washington med over 620.000 indbyggere. Byen, som blev grundlagt i 1850’erne, ligger i det nordvestlige hjørne af USA – 230 km syd for Vancouver, Canada (Foto: State of Washington Tourism)

På det udendørs julemarked kan besøgende gå på opdagelse blandt mere end 40 lokale udstillere med håndlavede gaver, traditionelle fødevarer og skandinavisk inspireret tøj. Her kan man også smage klassiske danske æbleskiver serveret med flormelis, syltetøj og flødeskum samt hjemmebagte julespecialiteter fra Norden. Musikalske optrædener fra lokale nordiske kunstnere og en stemningsfuld ølhave med blandt andet gløgg og mjød fuldender oplevelsen.

Yosemite, Californien – Vintermagi og en julemiddag ud over det sædvanlige

I Yosemite Mariposa County i Californien danner sneklædte bjerge, hyggelige bjergbyer og festlige juletraditioner rammen om en vinterferie med både naturoplevelser og masser af stemning.

Et af de helt store højdepunkter er den traditionsrige Bracebridge Dinner på det historiske hotel The Ahwahnee i Yosemite National Park. Siden 1927 har hotellet dannet ramme om den særlige julemiddag, hvor gæsterne træder ind i en verden inspireret af et engelsk herregårdsmiljø. Aftenen byder på middag, levende musik, historiske kostumer og stearinlys, der tilsammen skaber en festlig og stemningsfuld oplevelse. Middagene afholdes fra midten af december til juleaften, og billetterne er populære.

Resten af dagen kan bruges på at opleve Yosemite National Parks imponerende vinterlandskab. De ikoniske Half Dome og El Capitan rejser sig over dalen, mens vandfaldene får nyt liv efter vinterens regn og sne. Her kan man tage på korte vandreture eller snøre skøjterne ved den historiske skøjtebane i Curry Village.

Vandring i sneklædte vinterlandskaber i Yosemite Nationalpark i Californien (Foto: Yosemite Mariposa County Tourism Bureau)

Også den nærliggende by Mariposa er et besøg værd i juletiden. Her kan man gå på opdagelse i små butikker, finde lokalt kunsthåndværk og nyde et glas vin på en hyggelig vinbar eller café.

St. Croix, U.S Virgin Islands – Jul med caribisk stemning og farverige parader

På øen St. Croix på U.S Virgin Islands fejres julen med musik, dans og masser af liv, når den årlige Crucian Christmas Festival finder sted fra den 5. december 2026 til den 2. januar 2027. Festivalen går tilbage til 1800-tallet og byder på en blanding af lokale traditioner, caribiske rytmer, god mad og festlige optog.

I Frederiksted samles festlighederne især i Festival Village ved vandet, hvor både lokale og internationale kunstnere spiller op til dans. Her kan man opleve alt fra steelpan og soca til reggae, mens boderne frister med lokale retter som johnny cakes, patties med saltfisk og tamarindgryde. Der er også mulighed for at købe lokalt kunsthåndværk og farverigt tøj og opleve den særlige stemning, der præger øen i juletiden.

For flere relaterede artikler og rejsetips – klik på linkene: AMERIKA-TIP – BEGIVENHEDER – DANSKE NYHEDER – FESTIVALER – JULEFERIE – MAD & DRIKKE – REJSETIPS – TRADITIONER – USA