logo-white

Hans Pilgaard underholder på Ferie for Alle

Den kendte journalist og TV-vært Hans Pilgaard afholder quizzen ‘Sæt pris på Danmarkshallen’, når han gæster Skandinaviens største feriemesse, der finder sted i MCH Messecenter Herning 23.-25. februar 2024.

Hans Pilgaard holder af at drage ud i den store verden, men er også vild med at udforske Danmark (Pressefoto: MCH/Ferie for Alle)

Han har lavet rejseprogrammer med Jørgen Leth og er derudover blandt meget andet kendt for quizprogrammet ‘Sæt pris på Danmark’ om danske egne og turistattraktioner. I det lys giver det rigtig god mening, at journalist og TV-vært Hans Pilgaard nu aflægger Ferie for Alle et grundigt visit på messens førstedag.

Her får han helt oplagt base i Danmarkshallen, hvor han på Danmarksscenen forestår quizzen ‘Sæt pris på Danmarkshallen’. Her kan de besøgende komme med Hans Pilgaard på scenen og gætte priser på udvalgte oplevelser rundt i hele Danmark ud fra de tre kategorier overnatning, spisested og aktivitet. Og de pågældende aktiviteter kan man naturligvis opleve blandt udstillerne på messen, som også har sørget for gode præmier.

– Jeg elsker at rejse ud og opleve den store verden, men jeg er også vild med at udforske mit eget land. For når vi tager os tid, holder øje og tager nogle chancer, så er Danmark meget mere end blot et yndigt land. Vi har jo alt fra storbystøj til sandstrande, fra fortidslevn til forlystelsesparker og fra michelin-mad på fine restauranter til håndbajere på brune bodegaer, konstaterer Hans Pilgaard og fortsætter:

– Så jeg glæder mig til at gæste Ferie for Alle og opleve den helt særlige stemning, jeg tænker, der er, når mennesker, der elsker at rejse, er samlet på ét sted. Og hvem ved, måske bliver jeg selv inspireret til min næste rejse. For jeg elsker at drømme om den næste rejse – eller få den i kalenderen.

Danmarkshallen er altid et tilløbsstykke på Ferie for Alle (Foto: MCH/Lars Møller)

Foruden journalisten og TV-værtens indslag kan besøgende på Ferie for Alle, der slår et smut omkring Danmarksscenen i den altid populære Danmarkshal, se frem til at opleve både fiskeauktioner, dyrequizzer med Ree Park og ikke mindst Danmarksauktionen til fordel for KidsAid.

Opgraderet Danmarkshal med mere

I det hele taget er Danmarkshallen mere end nogensinde værd at gå på opdagelse i – hallen har således fået et visuelt løft og tæller desuden flere udstillere end tidligere. Derudover har de besøgende mulighed for at smage på danske specialøl, gin, østers fra vor salte kyster og meget andet.

Og det stopper ikke her, for også andre steder på messen er der sket ting og sager siden sidste års messe – eksempelvis er der dobbelt så mange stande med campingpladser, ligesom Dansk Golfshow har fået en helt ny indretning, der blandt andet indebærer, at udstyrsfabrikanternes driving range nu ligger centralt i hallen i stedet for i yderkanten. Endelig er hele charterbranchen til stede og utvivlsomt klar med gode tilbud på rejser til sydens sol.

Det skorter ikke på lækre smagsprøver i Danmarkshallen (Foto: MCH/Lars Møller)

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 23.-25. februar 2024.

Læs mere om Ferie for Alle HER – Læs flere nyheder om Ferie for Alle HER

Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

1,9 millioner nordmenn skal til utlandet i sommer (Fotokilde. Fremtind)

Dyrtid: Forsikringen dekker ikke kalde reiseføtter

(AI-generert illustrasjon)

Hvordan luftfotografering revolusjonerer kunst og design

(kilde: travelmarket.dk)

Prisfald på flybilletter til oversøiske rejsemål

(Fotokilde: BWH Hotels)

Velkommen til mathotellet i Steinkjer

(Foto: Eva Darron på Unsplash)

Slik finansierer du reisene dine ved å spille nettpoker