Fredag den 1. maj rullede det første tog på den nye direkte rute fra København til Prag ud fra Københavns Hovedbanegård. Dermed er en længe efterspurgt forbindelse en realitet: danske rejsende kan nu rejse gennem Tyskland uden at skifte tog i Hamburg.

Den nye forbindelse er etableret i et samarbejde mellem DSB, tjekkiske České dráhy og Deutsche Bahn. Ombord er der blandt andet spisevogn, familieafsnit og mulighed for at medbringe cykel.

Læs også: Tæt samarbejde giver direkte tog fra København til Berlin og Prag (maj 2025)

Køreplanen fra 14. juni 2026 (Foto: © Tysk Turist Information)

For mange rejsende har netop skiftet i Hamburg været en praktisk udfordring. Med den nye rute bliver togrejsen enklere og mere sammenhængende for dem, der skal videre til hovedstaden eller længere mod øst.

Fra den 4. maj til den 14. juni afgår toget dagligt fra Københavns Hovedbanegård kl. 08.22. I denne periode er der enkelte ekstra stop mellem Hamburg og Berlin – i Lüneburg, Uelzen og Stendal – som følge af sporarbejde.

Fra den 14. juni kører forbindelsen i sin planlagte form uden stop mellem Hamburg og Berlin. Der vil herefter være to daglige afgange fra København kl. 07.22 og 10.22.

Uden skift i Hamburg – hvis du skal videre

Første stop syd for grænsen er Schleswig, hvor ruten fortsætter videre ind i Nordtyskland.

I Hamburg gør toget ophold ved både Hamburg-Altona og Hamburgs Hovedbanegård. Ved Altona ligger bydelen Ottensen, som er kendt for sine caféer, små butikker og et levende kulturliv – og som i sig selv er et oplagt sted at gå på opdagelse, hvis Hamburg er destinationen.

Herefter fortsætter toget fra Hamburgs Hovedbanegård direkte videre mod Berlin med stop ved både Berlin Hbf og Berlin Südkreuz.

Afterworkparty i Kolonnaden-Bar på Museumsinsel, Berlin (Foto: © DZT/Dagmar Schwelle)

Næste stop Dresden – klassikere og nye kulturoplevelser

Efter Berlin fortsætter ruten direkte til Dresden, en by der ligger smukt i Elbens dal og ofte beskrives som et af Tysklands mest helstøbte kulturmiljøer. Her møder barokarkitektur og genopbyggede historiske facader et levende kulturliv, hvor især Semperoper og byens store kunstsamlinger som Gemäldegalerie Alte Meister trækker besøgende til.

Tage des offenen Weingutes – blik over Weingut Mariaberg beliggende i byen Meissen ved Elben – omkring 24 km nordvest for Dresden (Foto: © Martin Förster /DML-BY)

Samtidig er Dresden en by, der ændrer karakter med årstiderne. I 2026 byder kalenderen blandt andet på Dixieland Festival i maj, sommerfestivalen Palais Sommer med kunst og musik i byens offentlige rum samt vinarrangementer i sensommeren langs Elben. Når vinteren sætter ind, forvandles bymidten med Striezelmarkt, et af Tysklands ældste julemarkeder, hvor tradition og byliv smelter sammen i de historiske omgivelser.

Sidste stop i Tyskland: Natur og ro – også om vinteren

Inden toget krydser grænsen til Tjekkiet, stopper det i Bad Schandau. Herfra er der adgang til nationalparken Sächsische Schweiz og til landsbyen Schmilka, som ligger direkte ved Elben.

Schmilka er i dag kendt som en lille, gennemrestaureret landsby med fokus på økologisk drift og lokale kredsløb. Besøgende kan gå på opdagelse i den historiske vandmølle fra 1600-tallet, hvor der stadig bages brød i træfyret ovn, eller slå sig ned i landsbyens caféer og ølhave med udsigt til floden.

Cyklister i den lille landsby Schmilka ved bredden af ​​Elben – omkring 53 km sydøst for Dresden (Foto: DZT-Felix Meyer)

Om sommeren er området et oplagt udgangspunkt for vandreture på Malerweg og cykelture langs Elben. Men stedet er i lige så høj grad en vinterdestination. Når temperaturen falder, ændrer landskabet karakter, og aktiviteterne følger med: guidede vintervandringer i nationalparken, saunaophold og kolde dyp, stille dage med fokus på restitution og natur.

Tillykke til os alle med den nye togforbindelse – og med en rejse, der gør det lidt enklere at bevæge sig gennem Europa på skinner.

Relaterede links


For flere relaterede nyheder og artikler – Klik på linkene: BERLIN – DANSKE NYHEDER – FERIELAND TYSKLANDINTERNATIONALE TOGREJSERKØBENHAVN – REJSELAND TYSKLANDREJSETIPTJEKKIETTOGREJSERTYSKLAND