Berchtesgaden er et vintereventyr for hele familien. De korte afstande mellem de forskellige attraktioner gør det nemt at kombinere sjov på pisterne med hyggelige udflugter. Og med Tysklands tredjehøjeste bjerg, Watzmann, som nærmeste nabo, er der altid en fantastisk udsigt at nyde. Det er ikke uden grund, at så mange familier vælger at tilbringe deres vinterferier i netop Berchtesgaden.

Wallfahrtskirche Maria Gern er en romersk-katolsk pilgrimskirke i Markt Berchtesgaden i Oberbayern. Berchtesgaden ligger helt i det sydøstlige Tyskland – tæt på grænsen til Østrig. Den nærmeste større by er Salzburg i Østrig, som ligger cirka 20 kilometer længere mod nord. Der er omkring 150 kilometer til Bayerns delstatshovedstad München (Foto: © DZT/Francois Thierens)

Aktiv ferie – på bjerg og i dal

Skiløjper, kælkning, langrend, snesko- og vintervandring – Berchtesgaden har det hele. Især familier og begyndere vil finde ideelle betingelser i Berchtesgadens både velfungerende og billige skiområder.

Snesko- og vintervandringerne inviterer til at udforske Berchtesgaden Nationalpark, som er den eneste alpine nationalpark i Tyskland. Fire ud af de ni naturlige kælkebakker har stolelifte og tilbyder sjove kælketure ned af bjergsiderne. Langrendsløjperne er godt varierede og strækker sig over store områder – altsammen med Berchtesgaden Alpernes betagende bjergkulisse i baggrunden.

Opdag Berchtesgaden – mange seværdigheder tæt på

Alpernes dramatiske bjergsider kaster sig næsten lodret ned mod den smukke dybe sø, Königssee. Her, hvor de rå, vilde bjerge møder det stille vand, ligger den idylliske halvø Hirschau med sin charmerende kirke, St. Bartholomä. På blot en halv time kan du med de lydløse elbåde nå frem til denne maleriske perle, hvor kirkens kupler og hvide mure spejler sig i søens vand.

En udflugt til Berchtesgaden saltmine, hvor der i over 500 år er udvundet salt, garanterer en imponerende rejse ind i minens dyb, mens en tur med den moderne Jennerbahn bringer dig højt til vejrs. Her fra bjergstationen kan du opleve en storslået panoramaudsigt over Alperne.

Berchtesgaden overrasker ikke kun med sin betagende natur, men også med ’Hans Peter Porsche TraumWerk’, en blanding af legetøjsmuseum, modeljernbaneudstilling og oplevelsespark. Med rødder i Porsche-familien har Hans Peter Porsche skabt et univers, hvor leg og læring går hånd i hånd.

Afslapning og natur

Omgivet af smuk natur byder den unikke saltmine i Vesteuropa og det familievenlige Watzmann Therme på mange timers leg eller wellness. En tur i hestevogn ud for at fodre de vilde dyr er en fantastisk måde at koble af på, og på guidede vintervandringer kan gæsterne trygt lade sig lede af de dygtige rangers og bjergguider, blot sætte det ene ben foran det andet, nyde den storslåede natur og koble helt af.

Anderledes events

Ud over de kendte vinteraktiviteter er regionen også klar med andre spændende events. Når tusmørket falder på den 31. januar 2025, vil facaderne i Berchtesgadens gamle bydel danne lærred for en hel særlig illuminition, og d. 15. og 22. februar kan man hoppe på en helt særlig udflugt til St. Bartholomä. Berchtesgadener Kulturschmankerl åbner nemlig dørene for en aften med sagn, gastronomi og afslapning og lover en fantastisk oplevelse i de enestående kulisser.

Den perfekte familieferie

Takket være det omfattende udvalg af udflugter, sportsaktiviteter, de korte afstande mellem aktiviteterne og de mange spændende events – er der ingen vinterønsker, der ikke bliver opfyldt for familier med børn i alle aldre.

Relaterte linker – klik og læs mer:

Læs mer om Berchtesgaden HER og HER

Læs også: Velkommen på Tysklands tak – Zugspitze (juni 2012)

Læs flere nyheder og artikler om Ferielandet Tyskland HER og HER, samt om Rejselandet Tyskland HER og HER