logo-white

Klar, parat, asparges — sæsonen er skudt i gang!

Fra nu og frem til den 24. juni er det aspargessæson i Tyskland. Tager du til Tyskland i den kommende tid, vil du ikke kunne undgå at lægge mærke til det. Tyskerne går nemlig helt asparges i de to måneder, hvor det er muligt at få fingre i de friske hvide stængler. Det er fortrinsvist de hvide asparges, tyskerne går amok over. De hvide asparges anses nemlig i Tyskland som finere og mere delikate end de grønne. Der er dog tale om den samme plante, men så længe aspargesen er dækket af jord, er de hvide, mens de bliver grønne, når skuddene vokser op over jordoverfladen.

I Tyskland har asparges udviklet sigt til meget mere end en kulinarisk tradition. Således er der omkring grøntsagen opstået en særlig kultur, som kan opleves på aspargesruter – såkaldte Spargelstraße - i hele landet. En af de mest berømte aspargesruter ligger i Niedersachsen, hvor hver femte tyske asparges vokser. På den 750 km lange Niedersächsische Spargelstraße, kan du købe friske asparges direkte fra gårdene eller deltage i en af de mange aspargesfester. Ruten forbinder Lüneburger Heide, området omkring Hannover og Braunschweig, Weserfloden og Münster-regionen. Ud over asparges fra Niedersachsen, hører også de friske asparges fra Münsterland samt asparges fra Beelitz, der er kendt som Brandenburgs Aspargeshovedstad, til de mest kendte sorter.

Vi kan varmt anbefale dig, at tage turen til Tyskland og ved selvsyn opleve og smage på de delikate gourmetgrøntsag. Men fortvivl ikke, hvis det kniber med at finde tid til en tysklandstur. I den næste tid vil du også kunne købe de friske tyske asparges hertillands i velassorterede supermarkeder og tilberede dem derhjemme. Neden for får du en vejledning i tilberedningen af hvide asparges samt serveringsforslag.

Sådan tilbereder du friske hvide asparges

Hvide asparges skal skrælles, inden de koges. Har du en aspargesskræller, skal du selvfølgelig bruge den, men ellers er den gode gamle kartoffelskræller med den rette teknik mindst ligeså god. Læg aspargesen på et skærebræt og skræl et tyndt lag af. Du starter under hovedet — toppen af aspargesen skal ikke skrælles – ogkører ned mod bunden, indtil du har været hele vejen rundt om aspargesen. Til sidst knækker du den nederste del af aspargesen af ved at holde om aspargesen med din pegefinger og køre tommelfingeren op langs aspargesen. Der, hvor stænglen giver sig, knækker du den af. Hænger der fibre ved, har du ikke skrællet nok af, men pas endelig på ikke at skrælle for meget af — det ville blot være spild af denne guddommelige forsommerdelikatesse. Gem evt. skrællerne og enderne til at koge suppe på efterfølgende.

Friske, hvide asparges skal koges med rigeligt vand tilsat salt, smør, en knivspids sukker og eventuelt en skvat hvidvin. Der findes såkaldte aspargesgryder på markedet, hvor aspargesene står lodret i gryden og kun er dækket med vand til halsen, så de skrøbelige aspargeshoveder nøjes med at blive dampet. Da det dog er de færreste af os, der har en sådan gryde, er et godt tip at vælge en mindre gryde, der tillader aspargesene at have hovedet over vandet. Hvide asparges skal – alt efter tykkelse — koges i 5-8 minutter. Du tester om asparges er møre på samme måde som kartofler — stik i dem med en gaffel, slipper de, er de færdige!

Sådan serverer du hvide asparges

Der findes et utal af måder at tilberede og servere hvide asparges på. Du kan bruge dem i salater, frikasse, tærter, salater og meget mere. Vi synes dog, at hvide asparges kommer mest til sin ret, når de serveres på den klassike tysk måde.

Asparges med brunet smør og skinke

Friske hvide asparges med brunet smør og skinke er nok den mest tyske — og måske samtidig nemmeste — måde at servere hvide asparges på! Mestrer du først kunsten at koge dine asparges perfekt, så er resten ren barneleg. Det eneste, du skal gøre er at smelte lidt smør i en gryde og sætte det på bordet med lækker tyndskåret skinke efter eget valg. Hvide asparges smager himmelsk med både kogt røget skinke, spegeskinke eller eventuelt den klassiske tyskeSchwarzwälder Schinken. Er du ikke til smørsovs, kan du i stedet for vælge at lave (alternativt købe) en hollandaisesauce. Vælger du at lave den selv, kræver det måske lidt kundskaber i kokkekunst, men du bliver belønnet for din flid, når du sætter tænderne i de friske asparges med hjemmelavet hollandaisesauce.

Asparges med parmesan og citron

At servere friske hvide asparges med revet parmesan og citron er – i mere end en forstand – den lette udgave. Hvide asparges indeholder nemlig kun få kalorier, men er til gengæld fyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter. Serverer du de færdig kogte asparges på et fad med revet parmesan, lidt revet citronskal og en god olivenolie har du et sundt og lækkert måltid i løbet af ingen tid. Suppler evt. måltidet med en god grøn salat, mager skinke eller lidt groft brød!

Cremet hvid aspargessuppe

En sidste klassiker, som vi vil nævne i denne ombæring er aspargessuppe lavet på resterne fra de tilberedte asparges.

Ingredienser:

  • 50 g smør
  • 4 spsk. mel
  • 1 æggeblomme
  • 1 dl fløde
  • ½ citron
  • 1 l hønse- eller grøntsagsbouillon
  • Aspargesrester i form af skræller og endestykker
  • Worcestersauce
  • Muskat
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Du tager skrællerne og endestykkerne og kommer begge dele i en gryde med grøntsags- eller hønsebouillon tilsat en knivspids sukker, salt & peber samt citronsaft. Lad blandingen simre ved lavt blus i ca. 30 minutter til du har en velsmagene fond og si herefter aspargesresterne fra. Lav så en melbolle af smør og mel. Når du har en glat og fast melbolle, spæder du til med din aspargesfond lidt efter lidt, mens du konstant rører i suppen, så den ikke klumper. Når suppen har en cremet konsistens, røres æggeblommen sammen med fløden og tilsættes lidt efter lidt — stadig under konstant omrøring. Smag suppen til med frisk revet muskatnød og worcestersauce.

Nyd et glas koldt tysk hvidvin til dine asparges – bedre bliver det ikke!

Velbekomme!

Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

(Foto/Illustrasjon: Amadeus)

Digital identitet skaper bedre reiseopplevelser

(Foto: Apollo Rejser)

Apollo lancerer rejser til Gambia

Bilskade - Personbil - Høyre side - If

Bilister bulker fordi de ikke følger vikeplikten

Boeing 737MAX8 - Elsa Beskow - Norwegian Air Shuttle

Premiär för direktflyg till Palma från Stockholm Skavsta Airport

(Foto: Serneke/Strawberry)

Sjekk ut og sjekk inn – disse nye hotellene åpner i Sverige i 2024!