Tyske forlystelsesparker er i verdensklasse

Adrenalinrush, vind i håret og øredøvende skrig. Tyskland har et stort antal forlystelsesparker, som tilbyder alt fra halsbrækkende rutsjebaner til farverige shows og vilde dyr. Et besøg i en forlystelsespark giver hele familien et sjovt afbræk på turen gennem Tyskland. Vi guider dig her til fire fantastiske forlystelsesparker, og måske får du lyst til at blive lidt længere.

Soltau: Colossos – Giganternes kamp i Heide Park (Foto: @ Heide Park Resort)

Tyskland er meget mere end bindingsværkshuse, fassbier og bratwurst – landet har en perlerække af forlystelsesparker i international klasse, der garanterer uforglemmelige oplevelser for både børn og voksne. Parkerne er værd at bruge en feriedag på og et godt stop, hvis store og små bliver trætte af den lange køretur gennem Tyskland. Her er fire af de mest populære parker, hvor underholdning, eventyr og kultur går hånd i hånd. Alle parkbesøg kan kombineres med andre seværdigheder og oplevelser, for Tyskland er så meget mere end autobahn og stau.

Babelsberg Filmpark – oplev filmens magi

I Potsdam, som blot er en kort togtur fra Berlin, ligger Babelsberg Filmpark, der giver et unikt indblik i filmverdenen. Parken er en del af det historiske Babelsberg Filmstudie, som er Europas ældste filmstudie, og byder på en fascinerende blanding af underholdning og filmhistorie.

Her kan du opleve stuntshows, kulisser fra berømte film og selv prøve kræfter med at lave film, mens nogle af filmproduktionens mange tricks også bliver afsløret. Familiens yngste kan få nogle fornøjelige timer i pandekagehuset fra Hans og Grethe eller på junglelegepladsen.

Besøget i Babelsberg Filmpark kan kombineres med en tur til Berlin, hvor museumsbesøg, shopping og historiske seværdigheder venter, eller et besøg i UNESCO-byen Potsdam med de imponerende slotte og skønne parker.

Euro Park i Rust er beliggende nær Rhinen i det sydvestlige Tyskland – omkring 30 kilometer nord for Freiburg im Breisgau og næsten 60 kilometer syd for Strasbourg i Frankrig – på den anden side af Rhinen (Foto: © Europa-Park/MACKBrands)

Europa-Park – Tysklands største forlystelsespark

I Rust mellem Schwarzwald og Rhinen ligger Europa-Park Resort – en af Europas største forlystelsesparker. Parken er inddelt i 16 temalande fra hele Europa og har over 100 forlystelser, herunder 13 rutsjebaner, hvor flere har vundet internationale priser.

Prøv adrenalinfyldte rutsjebaner, magiske teatershows og børnevenlige aktiviteter som det interaktive Rapunzel tårn. Europa-Park har åben hele året med Halloween-tema om efteråret, og om vinteren bliver parken omdannet til et ægte winter wonderland. Er en dag alt for lidt, råder parken over seks hoteller og et campingområde. Kombinér opholdet med en tur til det smukke Schwarzwald-område eller et besøg i vinbyen Freiburg.

Soltau: Raffnuss & Taffnuss vandflyvere i Heide Park som ligger i Soltau, Niedersachsen – omkring 78 kilometer syd for Hamborg og 80 kilometer nord for Hannover (Foto: © Heide Park Resort)

Heide Park Resort – adrenalinsus i Nordtyskland

I Soltau i Niedersachsen venter Heide Park Resort, en af Nordtysklands største forlystelsesparker med over 40 attraktioner og shows. Med sin placering tæt på grænsen er parken et oplagt stop for familien, som skal syd på. Der er i høj grad mulighed for et adrenalinsus i rutsjebanen Colossos, som er verdens største rutsjebane af træ og med en hastighed på 120 km i timen.

Skal der skriges igennem, så lokker Scream Tower, som er et af verdens største ’frit fald’ tårne. For gæster, der foretrækker at blive på jorden, byder parken også på shows med delfiner og søløver, stuntshows, og endelig kan man møde karakterer fra DreamWorks-universet eller overnatte i pirathytter og eventyrhoteller. En tur til den historiske hansestad Lüneburg eller en dag i den livlige by Hannover kan også anbefales.

Reisbach: Freischütz Launch Coaster i Bayern Park som er beliggende nær byen Reisbach – omkring 128 kilometer nordøst for München (Foto: © Bayern-Park Freizeitparadies GmbH)

Bayern Park Leisure Paradise – nyd det naturskønne Bayern

Midt i det bakkede landskab imellem kurbyerne Bad Füssing, Bad Griesbach og Bad Birnbach ligger Bayern Park Leisure Paradis, som er en skøn blanding af natur, eventyr og sjove forlystelser – uanset vejret. Med 80 forlystelser at vælge imellem er der noget for alle i familien.

Bayern Park Express giver et godt overblik over parkens mange muligheder. I den bagerste del ligger en miniatureudgave af det kendte slot Neuschwanstein. Trænger man til en pause, kan en sejltur på søen med hjuldamperen også anbefales. Parken er et oplagt sted at besøge, hvis man er på vej syd på eller holder ferie i det billedskønne Bayern med slotte, bjerglandskaber og charmerende landsbyer.

Praktisk information:

Mange af parkerne tilbyder flersprogede faciliteter, familievenlige hoteller og pakketilbud med overnatning. Tyskland er let tilgængelig med både bil, tog og fly – og forlystelsesparkerne er godt forbundet med offentlig transport.

Find flere tyske forlystelsesparker her HER og læs mer om Tyskland HER

Læs flere nyheder og artikler om Ferielandet Tyskland HER og HER, samt om Rejselandet Tyskland HER og HER

kilde: tysk turist information