Indsatsen for at tiltrække flere turister til Danmark skal styrkes. Med udgangspunkt i Vækstplan for dansk turisme har erhvervs- og vækstministeren derfor oprettet Det Nationale Turismeforum, der skal sætte dagsordenen for dansk turisme fremadrettet og styrke turismen i Danmark.
Det Nationale Turismeforum vil få hjælp og rådgivning af Dansk Turismes Advisoryboard, der med deltagelse af repræsentanter fra organisationer og ministerier skal bidrage til en bedre koordinering og samtænkning af indsatsen for at få flere turister til Danmark.
Erhvervs- og vækstministeren:
Henrik Sass Larsen (socialdemokraterne.dk)
– Vi skal udnytte det store potentiale, der er for at tiltrække flere turister fra eksempelvis de nye vækstøkonomier, hvor stadig flere får råd til at rejse udenlands. En nøgle til succes er, at vi har en helstøbt og gennemtænkt turismeindsats, der sikrer samarbejde på tværs af Danmark og som kan profilere de forskellige forretningsområder i dansk turisme, som fx storby-, kyst- og kulturoplevelser. Nedsættelsen af Det Nationale Turismeforum er et vigtigt element i eksekveringen af vækstplanen for dansk turisme.
– Som et led i ny-organiseringen af den danske turismeindsats har Danske Regioner etableret tre udviklingsselskaber, der skal have fokus på udviklingen af kyst- og naturturismen, erhvervs- og mødeturismen samt storbyturismen.
Fakta om dansk turisme og vækstplanen for dansk turisme
Turismen skaber en årlig omsætning for 87,2 mia. kr. og står for 122.500 arbejdspladser over hele Danmark.
De udenlandske turister forbruger for 35,7 mia. kr. mens de er i Danmark. Dermed står turismen for 3,6 pct. af den danske eksport.
Danmark er Nordens største turistnation med flere udenlandske overnatninger end Sverige og Norge tilsammen.
De udenlandske turister er vigtige for dansk turisme og står for omkring 40 pct. af den samlede turismeomsætning.
Medlemmer af Det Nationale Turismeforum
Michael Dithmer, departementschef, Erhvervs- og Vækstministeriet, (formand)