logo-white

2022 I MCH: 957.000 gæster på 11 måneder

MCH ser tilbage på et 2022, der bød på et både højt aktivitetsniveau og et besøgsniveau på linje med tiden før corona. Forude venter et begivenhedsrigt 2023.

Georg Sørensen - Direktør - MCH - Herning - Danmark
Administrerende direktør Georg Sørensen ser med stor glæde tilbage på 2022 i MCH-koncernen. (Foto: MCH/Lars Møller)

Afstand, stilhed og tomme haller og sale. Det var entréen til 2022, der blev indledt med coronalukning i hele januar måned. Efterfølgende fulgte 11 måneder med høj aktivitet og et år, der lægger sig i slipstrømmen af årene før corona.

Året bød på i alt 272 arrangementer fordelt på de fire faciliteter: MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, Jyske Bank Boxen og MCH Arena. Og med samlet 957.000 gæster er oplevelseskoncernen – trods nedlukningen i januar – tæt på besøgsgennemsnittet for seneste årti, der lyder på 959.000, til stor glæde for administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.

– Vi brænder for vores værtskab, og derfor glæder det mig rigtig meget, at vi kan se tilbage på et travlt år, der med et stort antal arrangementer og besøgende i udtalt grad har bekræftet behovet for at mødes fysisk og personligt.

2022 blev således et år med mange gode oplevelser, uanset om motivet for besøget i MCH var fagligt, forretning eller fritid, og med travlhed på tværs af vores huse, udtaler Georg Sørensen.

– Det kan alt sammen kun lade sig gøre takket være vores mange trofaste kunder og samarbejdspartnere, der skal have en stor og varm tak for opbakningen, tilliden og de tætte samarbejder i 2022. Der skal også lyde en helt særlig tak til alle vores MCH-medarbejdere, faste som freelancere, hvis indsats og præstation har været særdeles betydningsfuld året igennem, understreger Georg Sørensen og fremhæver den stærke holdindsats samt samarbejdet mellem de erfarne og de mange nye kollegaer (hver tredje af MCH’s 224 medarbejdere er nyansatte efter corona, red.). 

Fra tomt til travlt

I MCH Messecenter Herning var det interiør- og designmessen Formland Spring, der igen skød gang i genåbningen tilbage i februar. En stribe af både publikums- og fagmesser fulgte derefter trop, heriblandt gengangere som Ferie for Alle, Foodexpo, FoodTech og Agromek samt nyheden Gamebox Festival, ligesom der i messecentret blev gennemført flere store fester. De i alt 113 arrangementsdage tiltrak samlet cirka 281.000 gæster i årets løb.

MCH Herning Kongrescenter blev genåbnet af det danske rockband MEW, hvorefter kulturoplevelserne stod i kø med alt fra koncerter, comedy og foredrag til teater og musicals, heriblandt de to egenproduktioner af familieklassikerne ’Folk og Røvere i Kardemomme By’ og ’Otto er et Næsehorn’. Derudover lagde kongrescentret gulv til en lang række møder, kongresser, konferencer og fester. Samlet set bød året på 225 arrangementsdage og godt 150.000 gæster i kongrescentret.

I Jyske Bank Boxen blev ’Yamaha Supercross & Freestyle Show’ årets første begivenhed, som blev fulgt op af en perlerække af arrangementer. På musiksiden bød året blandt andet på koncerter med Minds of 99, Kashmir, André Rieu og Volbeat, på sportssiden landskampe, LykkeCup og Final4-stævne – og derimellem blandt andet Hot Wheels-show, Dansk Varmblods Hingstekåring og store firmafester. I alt 25 arrangementsdage og godt 175.000 gæster.

195.000 publikummer gæstede MCH Arena i 2022, mens MCH-aktiviteter på andre lokationer tiltrak cirka 3.500 gæster.

Tøjlerne sluppet i Herning

Det største ridesportsevent nogensinde på dansk jord, det firdobbelte verdensmesterskab i ridesport, blev årets største begivenhed i MCH. 153.000 gæstede VM-venuen, der igennem ti dage i august summede af mesterskabsstemning med store sportslige præstationer, storskærmsarrangementer, madboder, udstillere og underholdning.

MCH undergik en stor forvandling forud for det spektakulære event. MCH Arena og Jyske Bank Boxen blev omdannet til ridesport, og det samme gjaldt de omkringliggende udearealer, således at VM-venuen i alt talte 11 ride- og opvarmningsbaner. Dertil fulgte et stort publikums- og messeområde, campingfaciliteter, et til lejligheden opbygget frivillighotel i messehal C, et pressecenter og midlertidige, mobile køkkener.

1.200 heste og 950 ryttere og voltigører fra 50 forskellige nationer var repræsenteret, og da mesterskabet nåede sin ende, dominerede danskerne medaljestatistikken med ikke færre end fem guldmedaljer, fire sølvmedaljer og en bronzemedalje.

2023: Meget godt i vente

Der er også store ting i vente, når 2022 bliver til 2023. Kalenderen er allerede spækket med et væld af oplevelser; messer og udstillinger, musik og underholdning, et verdensmesterskab, møder, kongresser og store fester.

På sportsscenen åbnes dørene igen til et verdensmesterskab, når Jyske Bank Boxen omdannes til Danmarks hjemmebane under VM i kvindehåndbold i december. Den sjette internationale håndboldslutrunde i multiarenaen siden 2010.

Det nye år bringer også 15 messer og udstillinger med sig, og i Jyske Bank Boxen blændes der på bare fire uger i foråret op for hele tre internationale kunstnere – nemlig verdensstjernerne Robbie Williams, Michael Bublé og André Bocelli, mens egenproduktionen af musicalen ’We Will Rock You’ indtager kongrescentret med Anders Blichfeldt på rollelisten. For blot at nævne enkelte nedslag i 2023-kalenderens omfangsrige program.

Det nye år i MCH indledes med sportens store prisuddelingsshow ’Sport 2022’, der arrangeres i et samarbejde mellem Danmarks Radio, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og MCH og finder sted i Jyske Bank Boxen lørdag 7. januar 2023.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

Padling er populært, her fra Sørenga i Oslo (Foto: Marius Dalseg/DNT)

Slik blir det påskestemning der du er

(kilde: travelmarket.dk)

Dansk Flyprisindex – Uge 16 2024

(fotokilde: goturkiye.com)

Utenfor allfarvei i Tyrkia: Dra på roadtrip langs Antalyakysten

(Foto: ©otoerres)

Reiselivsmagasinet på RadioRiksOslo skjærtorsdag 28. mars 2024

(Foto: William Bout på Unsplash )

Hvordan planlegge ferien med barn med bil? Hva du bør vurdere når du planlegger ruten. Fritid for barn i bilen