
En af turismens mest erfarne topchefer fortsætter

Få topchefer i europæisk turisme har sat så tydelige fingeraftryk på deres organisation som hende. Nu er det bekræftet: hun fortsætter i spidsen frem til 2031.
Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) har forlænget kontrakten med administrerende direktør Petra Hedorfer, der siden 2003 har ledet organisationen og forvandlet den fra en klassisk marketingorganisation til en af de mest indflydelsesrige kræfter i international turisme.
Bestyrelsesformand Brigitte Goertz-Meissner lægger ikke skjul på, hvorfor valget igen faldt på Hedorfer.
– Petra Hedorfer nyder en overordentlig høj anseelse som en succesfuld aktør inden for tysk indgående turisme – i Tyskland såvel som internationalt. Hun forener strategisk klarhed, global brandledelse og innovationsdrevet transformation, siger Goertz-Meissner og tilføjer, at Hedorfer særligt i lyset af de aktuelle geopolitiske udfordringer er det rette valg til at styrke Tysklands konkurrenceevne som rejsedestination.
Et karriereforløb bygget op indefra
Hedorfers vej til toppen af DZT er et lærebogeksempel på intern opstigning. Efter studier i økonomi og samfundsvidenskab begyndte hun sin karriere inden for handel og kulturledelse, inden hun i 1998 landede jobbet som leder af DZTs globale marketing. To år senere fulgte udnævnelsen til marketingdirektør, og i 2003 overtog hun posten som administrerende direktør – en stilling hun nu besidder for tredje årti i træk.
I løbet af de mere end to årtier ved roret har Hedorfer sat et tydeligt aftryk på, hvordan Tyskland markedsføres som rejsemål. Hun har skærpet landets profil som et innovativt og serviceorienteret kvalitetsrejsemål og var blandt de første til at identificere vækstpotentialet i markeder som Sydøsteuropa og Asien – på et tidspunkt hvor mange i branchen stadig fokuserede på de etablerede vestlige markeder.
Hedorfer beskrives også som en tidlig teknologiadopter, der har drevet den digitale transformation frem både internt i DZT og bredere i turismens værdikæde. Sideløbende varetager hun en række tillidsposter inden for turisterhvervet, i forskningsmiljøer og i politiske sammenhænge.
For flere relaterede nyheder – klik på linkene: B2B – DANSKE NYHEDER – DESTINATIONSSELSKABER – FERIELANDET TYSKLAND – NYHEDER OM NAVN – TURISTKONTORER – TYSKLAND










