Norwegian ansætter ny erfaren salgsprofil i Danmark

Norwegian har per 15. oktober ansat Hülya Özdemir som ny salgsansvarlig på Leisure-området i Danmark og Tyskland – to vigtige vækstmarkeder hos Norwegian. Hülya kommer fra en lignende stilling i Corendon Airlines og overtager ansvaret i Danmark for Eva Gøtsche, der efter 15 år i Norwegian går på pension ved årsskiftet.

Hülya Özdemir er ny salgsansvarlig for Norwegian på Leisure-området i Danmark og Tyskland (Foto: Norwegian Air Shuttle)

Det er en erfaren profil, der sætter sig i stolen som salgsansvarlig for Leisure markedet i Danmark og Tyskland, når Eva Gøtsche forlader posten efter 15 år ved årsskiftet. Med mere end 10 års erfaring fra rejsebranchen, kommer Hülya Özdemir med tung erfaring inden for salg, kundehåndtering og kommunikation. Hun kommer fra en lignende stilling i tyrkiske Corendon Airlines.

– Danmark er fortsat et af Norwegians vigtigste markeder, hvor vi også i fremtiden ser ind i gode vækstmuligheder. Det er derfor også afgørende, at vi har de helt rigtige ansatte i markedet. Jeg er glad for, at vi har kunne tiltrække en stærk profil som Hülya, der kommer med solid erfaring og kendskab til branchen og salgsjobbet, siger Lars Sande, Vice President for Leisure Sales & Distribution.

– Jeg har set meget frem til at starte hos Norwegian. Jeg er sikker på, at mine erfaringer og store passion for branchen kan bidrage positivt til teamet og til Norwegians strategiske arbejde med at vækste leisure-området i Danmark og Tyskland. Luftfarts- og rejsebranchen er noget helt særligt – med konstant forandring og udfordringer, der kræver hurtig tilpasning. Samtidig er det en branche, der forbinder mennesker og skaber oplevelser, og det er et formål, jeg virkelig brænder for, siger Hülya Özdemir, Sales Executive Leisure Danmark.

Hülya har de sidste år boet i Tyrkiet, men er nu flyttet til Danmark med sin søn, og vil have base i København på Norwegians danske kontor i Københavns Lufthavn.

Siger farvel til et rejsebranchekoryfæ

Et varmt velkommen til Hülya er samtidig et vemodigt farvel til Eva Gøtsche, der efter 15 år i Norwegian, og mere end 30 år i rejsebranchen, har valgt at gå på en velfortjent pension ved årsskiftet.

– Eva vil ikke kun blive savnet i Norwegian – men i hele den danske rejsebranche, hvor hun i mere end tre årtier har opbygget et stort og tæt netværk til både store og små rejseaktører. Vi har heldigvis haft fornøjelsen af Evas stærke kompetencer, grundighed og ildhu i 15 af de år, og hun har gjort en stor forskel for Norwegians andel af leisure-markedet i Danmark og Tyskland og holdt stand i selskabets op- og nedture. Hun er en højt værdsat kollega, der nu går på en velfortjent pension, siger Lars Sande.

Eva blev ansat i Norwegian tilbage i 2009 og har dermed været med ombord på selskabets opstart i Danmark, interkontinentale eventyr og sidenhen en rekonstruktion, frem til det Norwegian, vi kender i dag.

– Jeg ser tilbage på nogle meget spændende år – med flere udfordrende perioder – herunder Cimber Sterlings konkurs i 2012, pilotstrejken i 2015 og selvfølgelig pandemien i 2020/21 og den efterfølgende rekonstruktion. Men jeg er stolt af at forlade et Norwegian i topform med et godt fundament i både det danske og tyske leisure marked, siger Eva Gøtsche og fortsætter:

– Jeg kommer til at savne de mange gode kontakter hos de danske og tyske rejsebureauer – og selvfølgelig gode kollegaer på tværs af Norwegian. Men efter 44 år på arbejdsmarkedet, glæder jeg mig til mit tredje liv med mere fokus på jagt, vinterbadning, paddel og to børnebørn i Australien.”

Hülya Özdemir og Eva Gøtsche vil arbejde side om side frem til Eva’s officielle fratrædelse for at sikre overlevering af områdets mange opgaver og kontakter.

Flere relaterede nyheder findes HER, HER og HER